Orientering til medlemmerne om medlemsundersøgelsen og bestyrelsens beslutninger

Kære medlemmer
Bestyrelsen vil gerne takke alle, der har deltaget i medlemsundersøgelsen. Med 820 gennemførte besvarelser og en svarprocent på ca. 59 % har vi fået et meget solidt grundlag for at forstå medlemmernes ønsker og prioriteringer for Valkyriens fremtid.
Undersøgelsen viser først og fremmest, at Valkyrien står på et stærkt fundament. Hele 95 % vurderer, at klubben fungerer godt eller meget godt som vinterbadeklub, og der er bred opbakning til at bevare klubbens særlige karakter.
På baggrund af undersøgelsen har bestyrelsen drøftet resultaterne og besluttet en række overordnede pejlemærker for det videre arbejde.

Valkyrien skal fortsat være en vinterbadeklub
Undersøgelsen sender et meget tydeligt signal om, at medlemmerne ønsker, at vinterbadning fortsat skal være klubbens kerne. Samtidig fremhæves ro, naturoplevelse, fællesskab og enkelhed som centrale værdier.
Bestyrelsen har derfor besluttet, at fremtidige initiativer og investeringer skal vurderes ud fra, om de understøtter Valkyrien som vinterbadeklub.

Medlemstal og kapacitet skal hænge sammen
Mange medlemmer har givet udtryk for, at klubben skal udvikles med omtanke, og at kapaciteten skal følge medlemstallet. Et flertal ønsker et medlemsloft kombineret med venteliste.
Bestyrelsen har derfor besluttet at arbejde videre med en analyse af klubbens kapacitet og økonomi med henblik på senere at kunne tage stilling til et eventuelt medlemsloft og en fremtidig ventelistemodel.

Fokus på de vigtigste kapacitetsudfordringer
Undersøgelsen viser, at medlemmerne særligt prioriterer:
• fastholdelse af ro og enkelhed,
• adgang til vandet,
• saunakapacitet,
• omklædningsfaciliteter.

Bestyrelsen har derfor besluttet at få belyst klubbens samlede kapacitet nærmere, herunder adgangsforhold, sauna, omklædning, terrassearealer og parkering, før der træffes beslutninger om større investeringer.

Ingen sauna nr. 2.
Undersøgelsen viser, at ønsket om en ekstra sauna især findes blandt bestemte medlemsgrupper, mens der ikke er et klart flertal blandt medlemmerne som helhed. Samtidig er betalingsvilligheden begrænset.
Bestyrelsen har derfor besluttet ikke at træffe beslutning om en sauna nr. 2. I stedet arbejdes der med at styrke kapaciteten i og omkring gus.

Tydeligere rammer for saunagus
Undersøgelsen viser, at saunagus er meget værdsat af en mindre og aktiv gruppe medlemmer, men også at nogle oplever, at aktiviteten fylder for meget i forhold til almindelig saunaadgang.
Bestyrelsen vil derfor arbejde videre med en samlet saunapolitik, så der sikres en balanceret løsning med hensyn til kapacitet, booking, tilgængelighed og hensynet til forskellige medlemsgruppers ønsker.

Små forbedringer før store byggeprojekter
Undersøgelsen viser generelt høj tilfredshed med omklædningsfaciliteterne, Havstuen og terrassearealerne.
Bestyrelsen vil derfor i første omgang prioritere mindre forbedringer og kvalitetsløft frem for større anlægsprojekter. Dette kan blandt andet omfatte forhold omkring rengøring, orden, akustik, belysning og den generelle medlemsoplevelse.

Tak for jeres engagement
Undersøgelsen viser tydeligt, at medlemmerne ikke efterspørger en ny retning for Valkyrien. Derimod er der et stærkt ønske om at bevare det, som allerede fungerer godt, samtidig med at klubben udvikles ansvarligt og med respekt for dens særlige kultur og værdier.
Bestyrelsen vil nu arbejde videre med de besluttede analyser og afklaringer og løbende orientere medlemmerne om processen.

Du kan se resultatet fra medlemsundersøgelsen her

Med venlig hilsen
Bestyrelsen Vinterbadeklubben Valkyrien